13. februar 2026

Rigshospitalet opretter et trivselspanel, som skal fordele 3,5 mio. på tværs af organisationen

Alle medarbejdere på Rigshospitalet har netop fået en invitation til at være med i lodtrækningen om at blive medlem af Rigshospitalets deliberative Trivselspanel, der skal tage beslutning om hvordan 3,5 […]

Fakta

Alle medarbejdere på Rigshospitalet har netop fået en invitation til at være med i lodtrækningen om at blive medlem af Rigshospitalets deliberative Trivselspanel, der skal tage beslutning om hvordan 3,5 mio kroner skal bruges til bedre trivsel – på tværs af alle medarbejdergrupper.

De seneste års demokratiske nytænkning i kommunerne med brug af deliberative borgersamlinger, hvor en stratificeret udvalgt gruppe borgere inddrages i de fælles beslutninger, flytter nu ind i Danmarks største universitetshospital.

De 30 medlemmer ud af i alt 12.000 medarbejdere kommer til at spejle Rigshospitalets bredde i forhold til alder, køn og funktion – således at både læger, sygeplejersker, rengøringspersonale, bioanalytikere, HK’ere og alle andre faggrupper som arbejder på Rigshospitalet får en stol i panelet.

Rigshospitalet går foran på flere områder:

  • Trivselspanelet skal fordele 3,5 millioner til initiativer og aktiviteter, som skaber mest mulig trivsel for Rigshospitalets ansatte. ​
  • Trivselspanelet har et ubegrænset beslutningsmandat – i forhold til fordelingen af de 3,5 mio kroner – og har således ikke blot en rådgivende funktion for opdragsgiveren (Virksomhedens MED-udvalg)
  • Rigshospitalet bygger videre på erfaringer fra Klimasamlingen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, som var den første danske deliberative proces på en dansk arbejdsplads.
  • Sammen med Trivslespanelet oprettes der et Demokratikorps på tværs af Rigshospitalet for at sikre langsigtet kapacitetsopbygning.
  • Trivlselspanelet lever op OECDs deliberative principper

Panelets arbejde og metode​

I løbet af trivselspanelets fem samlinger skal medlemmerne nå frem til en fælles prioritering af trivselsmidlerne. Undervejs vil medlemmerne få viden om, hvad der understøtter god trivsel i praksis og høre om, hvad andre organisationer har gjort for at skabe god trivsel. Målet er at nå frem til enighed på tværs af panelets holdninger og prioriteringer.

Panelet får inspiration fra fagfolk undervejs i forløbet, men i sidste ende er det panelet, der gennem dialog bestemmer fordelingen.

We Do Democracy skal som panelets uafhængige tredjepartssekretariat arbejde tæt sammen med organisationen for at vise, hvordan demokratisk fornyelse på en af landets førende arbejdspladser kan skabe bedre prioriteringer af virksomhedens midler – ved at bringe flere forskellige stemmer og perspektiver i spil. Til gavn for Rigshospitalet og til inspiration for mange andre danske arbejdspladser, der er optaget af nye demokratiske metoder til hvordan medarbejderne kan blive inddraget bedre i beslutninger og skabe større værdi i praksis.