At skabe en stærkere demokratisk fremtid kræver, at langt de fleste mennesker deltager aktivt. Det mener vi i hvert fald hos We Do Democracy. Men nye deltagelsesformer opstår ikke af sig selv. Det kræver nye værdier, vaner og ikke mindst konkrete færdigheder hos os som borgere. Som et centralt princip i vores manifest mener vi, at demokrati er noget, der skal trænes, og ikke må være noget, som vi tager for givet.
Et pilotprojekt med fokus på de unge
Som den første målgruppe for skolen søsætter vi i efteråret 2026 et pilotprojekt henvendt til unge. Det gælder både unge, der allerede har en aktiv stemme i debatten, og unge, som ønsker praktisk erfaring med at skabe forandringer i deres eget lokalområde.
Pilotprojektet for unge realiseres med støtte for Honoré Fonden og løber fra efteråret 2026 til marts 2027. Det består af to uafhængige forløb:
1. Katalysator: For dig som skaber forandringer
At drive sociale og politiske forandringer er et håndværk. På Katalysator får unge deltagere redskaber til at samle mennesker om en fælles sag, forstå magtdynamikker og opbygge kampagner. Forløbet giver de unge en faglig værktøjskasse, der styrker gennemslagskraften i deres initiativer og skaber levedygtige fællesskaber.
Målgruppe: Unge i alderen 16-30 år, som kommer som en del af et ungdomsfællesskab eller en gruppe over hele landet, og som forpligter sig til at tage læringen med tilbage i deres videre arbejde med projektet/sagen.
Kapacitet: 30 pladser til unge forandringsskabere.
Format: 2 halve weekender (31. oktober-1. november og 9.-10. januar), 2 onlinemøder og 3 individuelle mentormøder.
Fokus: Både lokale og nationale fællesskaber, der arbejder for alt fra bedre forhold til unge på landet til naturens rettigheder eller et rigere kulturliv.
Pris: Det er gratis for unge at deltage.
Geografi: Undervisningen foregår i København. For deltagere fra resten af landet dækkes transport og overnatning.
Underviser: Klara Sørensen, konsulent i We Do Democracy, som har 7 års erfaring fra politiske ungdomsfællesskaber som Den Grønne Ungdomsbevægelse, Klimabevægelsen, Jordskred og Lærlinge for Bæredygtighed.
2. Handling i Nordvest: For unge, som kæmper for et bedre Nordvest
Lokal handling skaber meningsfuld og varig læring. Med Handling i Nordvest støtter vi unge i at løfte projekter, der gør en mærkbar forskel i Københavns Nordvestkvarter. Når unge tager initiativ i eget nabolag til gavn for andre, opbygger de erfaringer og en handlekraft, som styrker dem resten af livet.
Målgruppe: Unge i Københavns Nordvestkvarter, der vil skabe aktiviteter for og med andre i kvarteret.
Ressourcer: Økonomisk støtte direkte til unges projekter, adgang til lokaler, faglig sparring og et stærkt lokalt netværk.
Indhold: Målrettet undervisning tilpasset de udfordringer, som de unge møder undervejs, som for eksempel fundraising, søgning af tilladelser eller eventafvikling.
Tidsramme: Projekter og aktiviteter afvikles af de unge fra oktober 2026 til februar 2027.
Pris: Det er gratis for unge at deltage.
Geografi: Undervisningen foregår i København.
Underviser: Louisa Mathies, konsulent i We Do Democracy, med flere års erfaring fra engagement i klimapolitiske fællesskaber og lokale Nordvest-projekter som Lommeparken, fællesspisninger og begrønning af bydelen som en del af projektet Renten Transition Nordvest.
Fremtidens Demokrati Skole
Pilotprojektet med de unge er det første skridt i en større strategisk satsning. Visionen for Skolen for Fremtidens Demokrati er på sigt at udvikle målrettede uddannelsesspor til mange målgrupper i samfundet, både frivillige og professionelle.
Lige nu undersøger vi de grundlæggende læringsprincipper og værdier, der skal danne fundamentet for skolens fremtidige virke. I We Do Democracy ønsker vi en løbende dialog med nye fonde, professionelle aktører og samarbejdspartnere, der vil udvikle fremtidens demokratiske dannelse sammen med os.
Foto: Kamille Funding
