Vores velfærdssamfund er under forandring – og det mærkes i kommunerne over hele landet. Vi bliver flere ældre, og flere børn og unge har brug for støtte. Samtidig vokser forventningerne til kvaliteten af kommunens velfærdstilbud. Økonomien kan imidlertid have svært ved at følge med, og udfordringerne ser kun ud til at blive større i fremtiden.
I april begyndte 36 af Dragørs borgere arbejdet med at finde balancer og prioriteter for fremtidens velfærd i kommunen. De har nu mødtes to gange og skal på det tredje møde, tirsdag d.13. maj, dele deres foreløbige arbejde med resten af Dragør.
Mens Dragør Kommune er initiativtager til projektet, er We Do Democracy sekretariat og ansvarlig for processen, der skal munde ud i en række konkrete anbefalinger fra borgerne til politikerne.
Borgersamlingens 36 deltagere er udvalgt ved lodtrækning blandt 240 tilmeldte af Dragørs i alt 11.752 borgere over 15 år. For at sikre, at borgersamlingen afspejler kommunens befolkning bedst muligt, er lodtrækningen foretaget ud fra en række repræsentative kriterier som alder, køn, uddannelse og bopæl.
I løbet af samlingen arbejder borgerne tæt sammen – både med hinanden og med eksperter og oplægsholdere. De deler erfaringer, stiller spørgsmål og udvikler viden i fællesskab. Alt sammen med ét fælles mål: at formulere konkrete anbefalinger til, hvordan Dragør Kommune bedst muligt kan løse fremtidens velfærdsopgaver – set fra borgernes perspektiv.
Borgersamlingen fokuserer på hele det kommunale velfærdsområde – fra ældrepleje og folkeskoler til beskæftigelse og sundhed. I Danmark har vi en høj grad af decentralisering, og derfor spiller kommunerne en afgørende rolle i at sikre velfærd tæt på borgernes hverdag.
Dragørs borgersamling er en unik mulighed for at inddrage borgernes egne erfaringer, værdier og prioriteringer i udviklingen af fremtidens velfærd. Når borgersamlingen afsluttes, vil borgernes anbefalinger danne grundlag for det videre politiske arbejde i Dragør Kommune – med borgernes stemmer som inspiration og retningsgiver for de kommende års velfærdsudvikling.