24. oktober 2023

Medlemmerne af Borgersamlingen Bæredygtigt Forbrug inviterer til samtale om fremtidens forbrug på Christiansborg

Hvis vi skal lykkes med at omstille vores forbrug til bæredygtigt, er det nødvendigt, at alle tre politiske niveauer i Danmark handler nu – også det nationale. Sådan lyder budskabet fra en række medlemmer af Borgersamlingen Bæredygtigt Forbrug og de har derfor valgt at invitere politikere fra det kommunale-, regionale-, nationale niveau og andre interessenter til en fælles samtale om, hvordan vi sikrer fremtidens bæredygtige forbrug. Det sker på Christiansborg d. 20. november fra 13:00-14:30 og DU er inviteret til at komme og høre samtalen.

Fakta

I foråret 2023 lancerede Borgersamlingen Bæredygtigt Forbrug en række anbefalinger til, hvordan vi i fremtiden skal forbruge mere bæredygtigt. Anbefalingerne er allerede præsenteret for regioner og kommuner, og nu er ønsket at fortsætte samtalen på det nationale niveau.

 

Anbefalingerne gemmer på masser af håb, drømme og kompromisser med forslag til initiativer og løsninger som går langt ud over det, der politisk har været i spil indtil nu. Med samtalen håber borgersamlingens medlemmer, at disse håb og anbefalinger kan komme tættere på handling.

Samtalen finder sted i Proviantgården på Christiansborg, mandag d. 20. november 2023 kl. 13:00 – 14.30 og er åben for alle for alle interesserede.

Programmet for samtalen er:

13.00  Velkomst v. medlemmer af Borgersamling Bæredygtigt Forbrug

13.05  Præsentation af deltagere og program v. moderator Zakia Elvang, We Do Democracy

13.10  Præsentation af borgersamlingens anbefalinger v. medlemmerne af borgersamlingen

13.25  Omstilling til bæredygtigt forbrug på kommunalt og regionalt niveau v. politikere fra de kommuner og regioner, der står bag borgersamlingen

13.40  Samtale mellem folketingspolitikere, borgere og politikere fra kommuner og regioner

14.25  Opsamling v. Zakia Elvang

14.30  Tak for i dag v. medlemmer af Borgersamling Bæredygtigt Forbrug

We Do Democracy var med som organisator og facilitator af borgersamlingen. Partner og Managing Director Zakia Elvang vil moderere samtalen på Christiansborg.

Tilmelding sker via e-mail til ingvild@wedodemocracy.dk, senest d. 10. november 2023.

Om Borgersamlingen Bæredygtigt Forbrug

I foråret blev 40.000 danskere fra Region Hovedstaden, Region Syddanmark, Frederiksberg Kommune, Rudersdal Kommune og Vejle Kommune inviteret til at deltage i Borgersamling Bæredygtigt Forbrug, hvis formål var at formulere deres visioner og konkrete anbefalinger for en fremtid med bæredygtigt forbrug. 66 medlemmer blev udtrukket, så medlemmerne afspejlede Danmark ift. køn, alder, uddannelse og geografi. Visionen og anbefalingerne er allerede afleveret til politikere i de tre kommuner og to regioner. Du kan læse mere her.