I næsten et år har vi dykket dybt ned i det organisatoriske arbejde med frivillighed med projektet Gro Aktivister. Med interviews, workshops og understøttende arbejde har vi haft muligheden for at tage et kig helt ind i maskinrummet på fem unge nordiske klimaaktivistiske grupper. I vores nye håndbog, som vi kalder The little handbook on recruitment and integration in climate grassroots groups, gennemgår vi nogle af de udfordringer, som vi har mødt hos organisationerne, og eksempler på de greb, der kan afhjælpe udfordringerne.
I hjertet af håndbogen er fire anbefalinger til tiltag, som kerneaktive i grupperne potentielt kan have gavn af:
- Rekruttering og integration af nye er en opgave for alle – også folk i lederskabspositioner. Hvis aktivister, som andre ser op til, deltager i at uddele opgaver og rekruttere nye medlemmer, fx igennem “phone banking”, kan det skabe en kultur for andre til at gøre det samme.
- Organiser mennesker og opgaver frem for events. Ved at gå fra at organisere fx en specifik plakatophængning til at fokusere på, hvad der skal gøres, hvorfor det er vigtigt, og hvordan frivillige kan deltage meningsfuldt, bliver der plads til, at folk, som har mindre tid, kan tage opgaver på sig og med tiden blive mere involverede.
- Hjælp nye med at blive en del af gruppen. Det lyder måske indlysende. Men vi ser tre niveauer, som man skal integreres på, for at blive en del af gruppen. Man skal have mulighed for at tage og løse opgaver – autonomt, men med støtte. Sociale relationer betyder mere, end man skulle tro, så det er vigtigt, at kerneaktive bruger tid på at lære nye at kende. Og man skal få del i og kende den fælles viden og fortælling om, hvem gruppen er.
- Vær intentionel, når du mobiliserer. Vær opmærksom på, præcis hvem du vil rekruttere – det er ikke tilfældigt, at marketingsbureauer er vilde med målgruppeanalyser. Jo mere frivillige fællesskaber kan tale til folks personlige fortælling og motivation, jo nemmere bliver det at få dem til at tage første skridt ind i fællesskabet.
Håndbogen indeholder en hel del mere end disse fire anbefalinger. Find hele håndbogen her. Vi glæder os til at arbejde videre med, hvordan frivillige fællesskaber kan engagere flere og fortsætte med at skabe vigtige stemmer i vores demokrati.
17. juni holdt vi et webinar, hvor vi præsenterede projektet og nogle af de ting, vi har fundet. Find en optagelse af webinaret nederst. De tilhørende slides kan findes her.
Projektet er støttet af Nordisk Kulturkontakt.
Foto: Kamille Funding.
