29. oktober 2026

We Do Democracy er udpeget til at gennemføre inddragelsen i Den Grønne Trepart

Den grønne trepart skal skabe mere natur og vil betyde store forandringer af det danske landskab. For at sikre folkelig opbakning og lokalt medejerskab igangsættes en historisk stor inddragelsesproces, der skal bringe borgere, lodsejere og lokale aktører på tværs af hele landet tættere på de løsninger, der skal at fungere lokalt. Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd har netop valgt konsortiet Sammen om Fremtidens Landskab til at stå for indsatsen.

Fakta

Det er et af tidens største og vigtigste udbud i borgerinddragelse som Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd netop har udvalgt et konsortium bestående af Gate 21, We Do Democracy, Syddansk Universitet og Dronning Marys Center på Københavns Universitet til at gennemføre. Sammen skal partnerskabet inden for en ramme 25,2 millioner gennemføre inddragelsen i Den Grønne Trepart de næste tre år.

Den grønne trepart skal forandre det danske landskab og give plads til mere natur. For at sikre folkelig opbakning og lokalt medejerskab samler vi nu borgere, lodsejere og lokale aktører på tværs af hele landet.

””Vi vil bringe danskerne helt ind i hjertet af de store fælles beslutninger og vise, hvordan lokalsamfund kan gå nye veje sammen. Vi vil med inddragelsen i Den Grønne Trepart være med til at sætte nye hegnspæle for, hvordan vi involverer alle parter meningsfuldt i løsningerne i fremtiden,” siger Zakia Elvang, direktør i We Do Democracy

Et laboratorium for inddragelse i grøn omstilling

Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd har valgt konsortiet ”Sammen om Fremtidens Landskab” til at udvikle og gennemføre den nationale indsats over de kommende tre år. Gate 21 leder konsortiet med mange års erfaring med kommunale partnerskaber og grønne løsninger lokalt, mens We Do Democracy leder det samlede borgerinddragelsesprogram med fokus på demokratisk innovation, borgerinddragelse og facilitering i tæt samspil med forskere fra Syddansk Universitet og Dronning Marys Center.

”Vi er glade for ikke at stå alene, men at vi skal løse den her komplekse opgave sammen med dygtige partnere i konsortiet og en lang række vigtige aktører i landskabet” fortæller Kolja Dahlin, forretningsudviklingschef i We Do Democracy.

Forskning, evaluering og forankring bag indsatsen

Syddansk Universitet leder Videnscenteret, som samler op og deler viden om metoderne. Dronning Marys Center bidrager med evaluering og forskningsbaseret viden om borgernes holdninger. Indsatsen bygger blandt andet på tal fra forskningsprojektet Green Mandate, der viser, at 24 procent af danskerne ønsker at deltage i aktiviteter om Den Grønne Trepart, men kun 6 procent kender mulighederne. Indsatsen skal gøre det lettere at deltage i praksis.

Indsatsen for samfundsengagement og deltagelse er en del af arbejdet med Den Grønne Trepart og forankres i Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd, KL, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening. Sammen om Fremtidens Landskab løser opgaven med en bevillingsramme på 25,2 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden.

Fakta om projektet

Konsortiet forventer blandt andet at have opnået følgende resultater ved projektets afslutning om tre år:

  • at et stort antal borgere og lokale aktører, der har deltaget i lokale forløb i alle fire regioner i Danmark, oplever, at det har været meningsfuldt at deltage, og at de har været med til at forme udviklingen og implementeringen af den grønne trepart. 
  • at mellem 24 til 130 lokale forløb med borgerinddragelse har fundet sted. 
  • at ni koncepter til lokal borgerinddragelse og to koncepter til kapacitetsopbygning i lokal borgerinddragelse er blevet udviklet, afprøvet, evalueret og forbedret undervejs. 
  • at mindst 600 lokale aktører, der er involveret i implementeringen af den grønne trepart, har deltaget i konferencer om koncepternes potentialer, og hvordan de kan benyttes. 
  • at der er blevet afholdt mindst seks nationale fremtidsværksteder, der har produceret input og perspektiver til implementeringen af den grønne trepart på nationalt niveau. 
  • at de producerede rapporter og materialer til at understøtte borgerinddragelse er tilgængelige på et website. 
Læs mere på ministeriets hjemmeside, her.