Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Første møde i Borgerpanel om dyrevelfærd

15. januar 2026 kl. 18:00 - 20:00

Første møde i Borgerpanel om dyrevelfærd

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har nedsat et borgerpanel bestående af 36 repræsentativt udvalgte danskere, der skal komme med anbefalinger om bedre dyrevelfærd for landets grise, som en del af aftalen ‘Sammen om Dyrene’. Borgerpanelet skal leve op til OECDs deliberative principper for god borgerinddragelse og bliver gennemført af et uafhængigt tredjepartssekretariat bestående af We Do Democracy og Fonden Democracy X.

Den 15. januar mødes borgerpanelets deltagere for første gang til to timers onlinemøde. Det er ikke et åbent møde.

Danmark er verdens største producent af grisekød målt per indbygger, og griseproduktionen er en central søjle i det danske fødevareerhverv. Bedre dyrevelfærd i fremtidens griseproduktion skal findes ved at lade repræsentative borgere udpege balancerne mellem land og by, mellem forbrugernes forventninger og producenternes vilkår i et globalt marked og mellem økonomisk bæredygtighed og etisk ansvar.

Et borgerpanel er en lillesøster til et borgerting

Et deliberativt borgerpanel trækker på samme metode og principper som et borgerting. Borgerpanelet adskiller sig ved at der er færre medlemmer, kortere tid til opgaveløsningen og fokus på at producere anbefalinger til en afgrænset udfordring. Forløbet tager afsæt i et fokuseret kernespørgsmål, der fastlægges i samarbejde med opdragsgiver.

Processen bygger derudover på samme principper som et borgerting efter international praksis med fokus på armslængde til opdragsgiver og efterlevelse af OECD’s principper om bl.a. mandat, transparens, brug af uafhængige eksperter, beskyttelse af borgerne, facilitering ved et uafhængigt tredjepartssekretariat og en tydelig forpligtelse hos opdragsgiver til hvordan man svarer og handler på panelets anbefalinger.

Fakta:

  • Danmarks Statistik står for rekrutteringen af de 36 medlemmer på tværs af hele landet, så panelet spejler den danske demografi
  • Borgerpanelet igangsættes den 15. januar 2026, hvor de 36 medlemmer mødes over to weekendsamlinger og tre online samlinger.
  • De endelige anbefalinger til ministeren og Folketingets udvalg overdrages forventeligt i juni måned 2026
  • Borgerpanelet har tilknyttet uafhængig faglig rådgivergruppe bestående af bl.a. Peter Sandøe (KU), Mickey Gjerris (KU) og Lene Juul Pedersen (AU)
  • Der er indgået en tredjepartsaftale for at sikre borgerpanelets uafhængighed og et mandat, der forpligter ministeriet til at svare på borgerpanelets anbefalinger inden for 6 måneder og igen 24 måneder efter borgerpanelets afslutning

Læs mere her på ministeriets hjemmeside

 

 

Tid

15. januar 2026 kl. 18.00-20.00

OBS: Dette er et lukket møde.

Detaljer

Dato:
15. januar 2026
Tidspunkt:
18:00 - 20:00