2. september 2026

Borgerpanel afleverer otte gennembearbejdede anbefalinger til Folketinget

I dag modtager Minister for Natur og Dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen og folketingets Miljø- og Fødevareudvalg 8 anbefalinger og 33 konkrete initiativer fra et nationalt borgerpanel om fremtidens dyrevelfærd.

Fakta

Minister for Natur og Dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen og folketingets Miljø- og Fødevareudvalg modtager i dag 8 anbefalinger og 33 konkrete initiativer fra et nationalt borgerpanel om fremtidens dyrevelfærd. Borgerpanelet består af 36 repræsentativt udvalgte borgere fra hele Danmark, som er nedsat af Folketinget til at rådgive de folkevalgte om dyrevelfærd i fremtidens griseproduktion.

Forholdene for de danske grise, var et af de helt store temaer, da danskerne gik til valg i foråret. Nu kommer et repræsentativt udvalg af danskere med konkrete anbefalinger til, hvordan politikerne skal gå den svære balancegang i omstillingen af dansk griseproduktion for sikre øget dyrevelfærd.

Og borgerpanelets anbefalinger taler et tydeligt sprog. Danmark skal i fremtiden have markant færre grise, der skal have tre gange så meget plads og regler for langt bedre levevilkår. Vi skal have styrket kontrol med sektoren og sikre uafhængig forskning. Svineproducenterne står overfor en stor omstilling af erhvervet, men ifølge borgerpanelet skal de skal ikke stå alene med opgaven. Panelet ønsker at vi som samfund hjælper erhvervet ved at tilbyde uddannelse og støtte til omlægning til velfærdsgrise i fremtiden.

Borgerpanelets dom er samtidigt, at hvis intet ændret sig og reglerne forbliver som i dag, så bør Danmark lukke helt ned for den nuværende konventionelle griseproduktion – svarende til 95% lukning af erhvervet.

Dyrevelfærd er en mærkesag for danskerne

Selve oplevelsen af at indgå i et borgerpanel og hjælpe Folketingets politikere har skabt et stærkt ejerskab hos deltagerne, fortæller Gunnar Sigaard Simonsen, som er et af borgerpanelets 36 medlemmer. Han er tidligere folkeskolelærer og i dag formand for Dansk Skoleidræt i Nordjylland:

”Når vi mødes som helt almindelige borgere uden om partipolitik og får plads til reelt at lytte til hinandens synspunkter, opstår der en helt særlig dialog. Vores panel har både givet os en stærk forståelse og en klar stemme i debatten, hvilket i min optik er et fantastisk redskab, når vi skal finde hinanden i svære samfundsspørgsmål.”

Som uafhængigt tredjepartssekretariat har We Do Democracy og Democracy X gennemført det nationale borgerpanel, der bygger på samme metode som borgersamlinger og borgerting, som benyttes i de danske kommuner. Om potentialet i denne type borgerinddragelse fortæller direktør i We Do Democracy, Johan Galster:

”Kommunerne er ofte gode til at involvere borgerne, fordi man lokalt er tæt på borgerne. Men for Folketinget er det her borgerpanel et nybrud, som kan bane vejen for en helt ny måde at inddrage danskerne som hverdagseksperter i det forberedende arbejde i vores lovgivningsprocesser. Med erfaringerne fra borgerpanelet kunne man jo tænke danskerne med som den femte part i en kommende grise-firepart”

Når borgerne på et oplyst grundlag

Borgerpanelet har arbejdet tæt sammen i over fire måneder og har rådført sig med en lang række af landets førende eksperter i dyrevelfærd og griseproduktion samt lyttet til interessenter fra bl.a. Danske Svineproducenter til Økologisk landsforeningen.

Arbejdet med at prioritere i svære valg ved at rådføre sig med eksperter og interessenter har været centralt for forløbet, uddyber Bjørn Bedsted, der er international chef og sekretariatspartner fra Democracy x:

”Borgerne har været informeret af- og i dialog med mange forskellige eksperter og interessenter med forskellige indsigter og synspunkter. Derfor kommer de ikke med en uforpligtende ønskeliste, men har taget stilling til de svære valg. Og derfor er deres anbefalinger et vigtigt bidrag til de kommende politiske forhandlinger om fremtidens griseproduktion”.

Stor enighed i borgerpanelet

Anbefalingerne bygger på stor enighed i det bredt sammensatte panelet, hvor de endelige anbefalinger og foreslåede initiativer har en opbakning på 97% i gennemsnit. Samtidigt har ingen medlemmer valgt at udkomme med en minoritetsudtalelse

Minister for Natur og Dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen og folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har nu modtaget borgerpanelets anbefalinger. Aftalen forpligter det nye Ministerie for Natur og Dyrevelfærd til formelt at give en respons på borgerpanelets anbefalinger inden for 6 og igen efter 24 måneder, samt for så vidt muligt at inddrages i arbejdet i den kommende grisefirepart.

Læs alle anbefalinger her: Borgerpanel om Dyrevelfærd