Case

Ung Indflydelse

Fem kommuner går sammen med We Do Democracy nye veje for at give unge reel indflydelse. Samtidig udvikler vi en ny model for, hvordan unge kan inddrages bredt og meningsfuldt i lokaldemokratiet.

Baggrund

Unge har en vigtig stemme i demokratiet – men alt for ofte bliver den ikke hørt. Mange kommuner oplever, at det især er de samme få unge, der deltager i demokratiske processer, mens flertallet står på sidelinjen. De eksisterende former for ungeinddragelse rammer ikke bredt nok og føles sjældent meningsfulde for dem, det handler om.
Samtidig efterspørger både unge selv, skoler, foreninger og politikere nye og mere involverende former for demokratisk deltagelse. Skal vi lykkes med at styrke fremtidens lokaldemokrati, skal det udvikles sammen med de unge – ikke på vegne af dem.

Opgave

Projektet Ung Indflydelse – Demokrati for fremtiden er sat i gang af We Do Democracy i samarbejde med fem kommuner: Greve, Guldborgsund, Herning, Nyborg og Vejle. Projektet er støttet af Tuborgfondet og strækker sig over to år (2025–2026).
Projektet har to centrale formål:
1.     At samle en ungeborgersamling bestående af 60 lodtrukne unge fra de fem kommuner, som skal formulere konkrete anbefalinger til, hvordan et skole-, forenings- og lokaldemokrati kan fungere, så flere unge får lyst til at deltage.
2.    At udvikle et metodeværk, der dokumenterer og videreudvikler selve metoden bag ungeborgersamlingen, så den kan anvendes bredt af kommuner og organisationer i hele landet.

Løsning

Projektet tager udgangspunkt i en borgersamling – en metode, der bygger på internationale principper for deliberativ borgerinddragelse. Her bliver deltagerne ikke udvalgt ud fra engagement, men lodtrukket for at sikre diversitet og repræsentativitet.
De 60 unge deltager i fire weekender og en fælles demokratilejr, hvor de modtager faglige oplæg, deler erfaringer og sammen formulerer anbefalinger til, hvordan unges indflydelse i lokalsamfundet kan styrkes. Anbefalingerne bliver præsenteret i en rapport i foråret 2026.
Parallelt med ungeborgersamlingen udvikler projektet et praksisnært metodeværk, der giver andre aktører mulighed for at tage metoden i brug. Det sker gennem løbende evaluering, tilpasning og samarbejde med en impactgruppe bestående af organisationer med erfaring i ungeinddragelse.

Resultater

Projektet er i gang og afsluttes i 2026, men de forventede resultater er klare:
·      En anbefalingsrapport med ungeformulerede forslag til fremtidens ungedemokrati
·      Et metodeværk med praktiske greb, erfaringer og principper til gavn for andre kommuner og civilsamfundsaktører
·      60 unge deltagere, der styrker deres demokratiske selvtillid og kan fortsætte som demokratiambassadører i deres lokalsamfund
·      Fem kommuner, der ikke bare hører, men handler på de unges input – og viser vejen for andre

Fakta
·      Titel: Ung Indflydelse – Demokrati for fremtiden
·      Periode: 2025–2026
·      Partnere: Greve, Guldborgsund, Herning, Nyborg, Vejle
·      Antal unge: 60 (13–14 fra hver kommune)
·      Støtte: Tuborgfondet
·      Metode: Ungeborgersamling + metodeudvikling
·      Leverancer: Anbefalingsrapport og metodeværk

Vil du
vide mere?

Zakia Elvang

Zakia Elvang

Managing Partner og rådgiver